Tak for et godt og varmt indlæg fra dig, Rasmus.
Problemet er vel også, at det første land, som syrere flygter til, ikke giver flygtningestatus i henhold til 1967 protokollen af 1951 FN Flygtningekonventionen.
Det gælder eksempelvis Tyrkiet. De fik i 1967 en påtegning om, at deres tiltræden af aftalen fortsat kun gælder for de geografiske begrænsninger, der lå i 1951 aftalen. Det vil sige, at de kun har indgået aftale om at give flygtningestatus til folk fra – ja “believe it or not” … europæiske lande.
Og ja vi, i Europa kan ganske vist prise os lykkelige over, at Tyrkiet har været så gæstfrie over for de mange, ja vist mere end 1 million, tilrejsende fra Syrien, som stadig bor der i lejre.
Men må nok også se i øjnene, at sandsynligheden for at folk begynder at søge mod et land, der giver egentlig flygtningestatus, og måske ligefrem udsigten til en ny og bedre tilværelse, ikke mindst for ens børn, stiger med tiden og en måske faldende tro på en snarlig tilbagevenden til hjemlandet.
Og her håber jeg virkelig, at i politikere der tænker både bredt og “2 spadestik dybere” – arbejder for at få Tyrkiet til at afstå deres 1967 førnævnte begrænsnings påtegning, også for så vidt angår de nuværende Syrere, mod at få finansiel støtte, jo helst så fra FN selv, men ellers…
Og måske også, hvis de ikke kan integrere så stort et antal på en eventuel længere horisont, så retfærdigvis også kigge på om andre FN lande kan bidrage på antal.
Og der er det jo værd at påpege at en oversøisk nation som eksempelvis USA jo ikke lige får folk fra eksempelvis Tyrkiet sejlende i gummibåde, og måske så bør kompensere de mere land nære FN medlemmer ved at byde en stor del af sådanne eventuelle “transit flygtninge” velkommen.
Og dernæst er jeg da helt enig med indlægs skriver, og ikke mindst dennes partikollega Josephine Fock, der specificerer det i et lignende indlæg, at vi bør modtage som Europæisk Union og så fordele internt. Måske med en tilbageskuende tilgang, så dem, der ikke tog så mange ved tidligere lejligheder, nu suppleres op, så alle lande har en fair andel efterfølgende.
Men det kræver jo så vel godt nok også, at man kigger på det med den fri bevægelighed for personer, og måske indfører “… for statsborgere i et af EU landene.. og så accepterer at skulle bruge en vis ressource på aftaleindgåelse, oplysning og ja nok desværre også lidt myndighedsopgave i forhold til de, der måske alligevel vil efterstræbe et specifikt EU land efterfølgende.
Eller bør vi kunne skabe et godt projekt omkring det, der gør, at vi tør kigge hinanden i øjnene, og tro på, at det går uden?