Den nævnte EU-Tyrkiet aftale kan læses på blandt andet eur-lex.europa .eu/ .
Jeg har forsøgt men synes, den er svær at sondre på og føle sig betrygget af.
Mit umiddelbare indtryk er derfor, at den pågældende EU aftaleindgående part netop burde have holdt sig til anbefalingerne om, ikke at indgå aftaler før de grundlæggende aftaler om menneskerettigheder, herunder tilsutning til en internationalt gældende flygtningekonvention (1967 protokollen uden påtegning om geografisk begrænsning) er på plads.
Lad mig tage en af de mere indledende afsnit i den meget lange tekst:
“Article 2
Scope
1. The provisions of this Agreement shall apply to persons who do not or who no longer, fulfil the conditions for entry to, presence in, or residence on the territories of Turkey or one of the Member States of the Union.
2. The application of the present Agreement, including Paragraph 1 of this article, shall be without prejudice to the instruments enumerated in Article 18.
3. The present Agreement shall not apply to third country nationals or stateless persons as referred to Articles 4 and 6 who have left the territory of the Requested State more than five years before the Requesting State’s competent authorities has gained knowledge of such persons unless the conditions required for their readmission to the Requested State as stipulated by Articles 4 and 6 can be established by means of documents enumerated in Annex 3.”
Og hvis man bare sætter lige den del (der er mere blandet andet nævnes senere, at man skal kunne tilbagesende visse mindreårige, men uden at de er med i det pågældende “scope”) ind i en konkret situation hvor en gruppe mennesker kommer sejlende til EU i en gummibåd uden papirer og med en umiddelbar hukommelse om, at de kommer fra Syrien.
Bliver der et værre bøvl med at løfte bevisbyrde i en sådan omfattende og snørklet aftale, hvis man returnerer hele eller dele af gruppen til Tyrkiet?
Derfor – hvis man endelig skulle have vovet sig ud i at lave aftale (uagtet de, synes jeg, fornuftige nævnte advarsler om det) så at have holdt sig til alene at indgå en meget kortfattet og utvetydig tekst.
Men håber virkelig, det går alligevel, selvom det umiddelbart, ud fra de informationer, jeg er stødt på, tyder på at både UNCHR og EU har spillet nogle vinderkort uklogt i forhold til at få Tyrkiet til at indgå forpligtende internationale FN aftaler om at give først asylstatus, og ved opfyldelse af betingelser (FN regler og ikke egne måske anderledes nationale), senere, flygtningestatus – eventuelt, og helst, som eksempelvis alle EU lande og USA at have fuldt tiltrådt, uden geografiske begrænsninger, 1967 protokollen af 1951 Flygtningekonventionen (The Convention relating to the Status of Refugees, also known as the 1951 Refugee Convention)